Generelt om handlen


Kopivarer må ikke sælges
Ifølge Ophavsretsloven er det ulovligt at sælge kopivare i Danmark. Det har tidligere været lovligt at sælge kopimøbler i England, men pr. 28/7 2016 blev disse regler ændret, hvorefter reglerne i England nu er harmoniseret med det meste af Europas ophavsrets-lovgivning, der beskytter brugskunst 70 år efter designerens død.

Det betyder, at du ikke lovligt kan udbyde og sælge din brugte kopimøbler.

Det er desuden heller ikke lovligt at sælge andre kopivarer, såsom en uoriginal Gucci taske man har købt på en ferie i udlandet. Samme princip gælder som ved køb af møbler - Du må købe varen med hjem til eget forbrug, men det er ulovligt at videresælge varen.

Retshjælp- Hvor kan jeg få hjælp, når jeg har købt en vare som ikke svarer til beskrivelsen?
Hvis du og sælger ikke kan finde en løsning internt, så kan du kontakte en advokat for hjælp til at løse sagen.

Du finder en liste over gratis retshjælp her:

Københavns Retshjælp
Stormgade 20, 1555 Kbh V, Tlf. 3311 0678, Man-tors 19-21, fre 19-20.

Gellerupparkens Retshjælp
Dortesvej 1, 8220 Brabrand, Tlf 8625 7135, Man-ons 10-14+16-1830, tors 10-14.

Retshjælpen i Vestergade
Vestergade 51, 5000 Odense C, Tlf 6612 0944, Tirs-tors 13-16, tors 15-18.

Arbejdernes Retshjælp
Drewsensvej 1 C, 8600 Silkeborg, Tlf 8681 0300, Man 8-16, tirs+tors 8-12.

Århus Retshjælp
Vester Allé 8, 8000 Århus C, Tlf 8619 4700, Man,ons,tors: 13-16, tir: 16-19, Fre: 10-13.

Listen er ikke komplet, så hvis du vil vide om der findes et tilbud nær dig, så ring til dit kommunekontor og spørg.

Advokatvagter:
Udover retshjælpen findes der også omkring 100 advokatvagter i Danmark. Advokatvagterne har typisk kun åbent en gang om ugen i et par timer. Den består af advokater, som kommer udenfor arbejdstid og hjælper dig gratis. De kan ikke hjælpe dig med at skrive breve eller anden sagsbehandling, men gode råd kan de sagtens give dig. Se en liste over advokatvagterne i Danmark lige her:

www.advokatvagterne.dk/content/listen-over-advokatvagter

Varen svarer ikke til beskrivelsen
Om det købte lider af mangler, må vurderes ud fra beskrivelsen af varen, og hvad køber ud over dette har oplyst. Det er derfor en god ide, at gemme annoncen og al korrespondance mellem jer, indtil varen er modtaget og gennemprøvet. Som udgangspunkt kan du kun gøre indsigelser, såfremt der er tale om væsentlige mangler. Om der er tale om en væsentlig mangler, er en konkret vurdering.

Såfremt du finder ud af, at varen ikke svarer til beskrivelsen, skal du med det samme kontakte sælger og gøre opmærksom på dette. Grunden til, at det skal ske med det samme er, at hvis du venter for længe med at reklamere, mister du retten til at gøre indsigelser.

Kontakt sælger, og gå i dialog omkring annullering eller godtgørelse uden ugrundet ophold. Såfremt I ikke kan løse problemet ved almindelig samtale, bør du af bevismæssige årsager sende sælger et anbefalet brev, en email eller en SMS, hvor du gør dine indsigelser gældende. Du bør gemme en kopi af brevet eller kræve en kvittering for modtagelse af email og SMS.

Hvis det købte lider af en mangel, kan du som køber enten forlange, at købet går tilbage eller et forholdsmæssigt afslag i prisen.

Jeg har fortrudt mit køb. Kan jeg returnere til sælger?
I handler mellem private gælder der som udgangspunkt ingen fortrydelsesret med mindre andet er aftalt.

Hvis du alligevel har fortrudt, så forsøg at kontakte sælger og se, om I kan finde ud af noget. Den bedste løsning er altid kommunikation. Men vær opmærksom på, at sælger har ret til at nægte at tage varen retur.

Såfremt I aftaler en fortrydelsesret, bør du få denne på skrift.

Er sælger erhvervsdrivende, har du 14 dages returret if. forbrugeraftaleloven.

Hvor længe skal jeg vente på, at sælger sender min pakke?
Det er altid en god ide at aftale, hvornår varen senest skal være afsendt. Som oftest er proceduren, at køber overfører pengene til sælger, hvorefter sælger sender varen, når det overførte beløb kan registreres på sælgers bankkonto.

Du bør som hovedregel give sælger 10 dage til at få afsendt varen. Hvis du efter de 10 dage stadig ikke har modtaget varen, skal du kontakte sælger for at høre hvor varen bliver af og hører du ikke tilbage fra sælger eller modtager varen, så skal du anmelde sagen til vores kundeservice.

Den relevante bestemmelse findes i købelovens § 12.

Hvem bærer risikoen for forsendelsen?
Sælger bærer risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil varen er overgivet til den, der skal fragte varen til køber. Herefter er det køber der bærer risikoen ved

Handelsformer

Mødes og handle
Den sikreste måde at handle på er at mødes. Man har som køber mulighed for at bese varen, og på den måde sikre sig at den lever op til sælgers beskrivelse. Betalingen foretages samtidig med, at varen overdrages til køber, og således er begge parter sikret deres del af handlen. Når man handler mellem private, er der efterfølgende ingen fortrydelsesret – varen er købt som beset.

MobilePay
MobilePay er knyttet op på sælgers cpr-nummer. Hos MobilePay holder de øje med aktiviteten og oplever de svindel, vil der naturligvis blive grebet ind. Derfor er MobilePay, sammenholdt med en NemID-valideret profil, en god sikkerhed.

Bankoverførsel
Køber overfører penge til sælgers bankkonto før eller efter levering af varen. Som oftest er proceduren her, at køber overfører pengene til sælger, hvorefter sælger sender varen, når det overførte beløb kan registreres på sælgers bankkonto. Vi anbefaler, at man udveksler yderligere kontaktoplysninger og kontonummer pr. e-mail eller telefon. Benyt ikke Spørgsmål & svar til dette. Ring evt. for at kontrollere, om oplysningerne er korrekte.

Hvis du overfører pengene via en bankoverførelse, anbefaler vi også at du tjekker om profilen er NemID-valideret – Hvis ikke dette er tilfældet, så bed evt. sælger foretage denne validering på profilen inden pengene overføres.